loading/hleð
(15) Blaðsíða 11 (15) Blaðsíða 11
11 Allerede den Omstændighed, at Runamocharaktererne ere læselige, og at man kan faae en med Traditionen stemmende Mening ud deraf, affattet i det Sprog, som uden Tvivl paa Bravallatiden taltes der, er i sig selv et stort Beviis imod Hr. Worsaae og for Etatsraad Finn Magnusen. Endelig vil jeg med Hensyn til Hr. J. J. A. Worsaaes Phantasiespil gjore ham opmærksom paa en Afhandling i Anliquarisk Tidsskrift af vor geniale Orienta- list Lektor Westergaard, om Kileindskrifterne i Persepolis, hvoraf Hr. J. J. A. Worsaae i denne Henseende vil kunne lære Adskilligt, der vil lede ham paa den Tanke, at uden Skjon og Phantasie vil man i Almindelighed ikke faae stort Udbytte af de gamle Ind- skrifter, enten disse ere nordiske eller østerlandske. Naturen har virkelig spillet Hr. J. J. A. Worsaae det Puds, at medens han beskylder sine Modstandere for „Phantasie- spil” o. s. v., i Forklaringen af Noget, hvor Talen kun kan være om „Naturspii”, udforer han selv en frie Phantasie, hvis Thema er et phantastisk Naturspil. Muligt er det alligevel, at der ere Feil i Finn Magnussens Læsning og Forklaring af Runamoindskriften, han har selv ogsaa kun kaldt den „Forsog til Runamoindskriftens palæographiske Udvikling” etc., men det er besynderligt, at man gjor saa meget Væsen af disse mulige Feil i denne ene Indskrifts Dechillrering, da det dog er bekjendt nok, at der saavel med Hensyn til Tegning som Læsning findes virkelige Feil i storste Delen af de hidtil fundne Runeindskrifter f. Ex. Worms og Liljegrens, ja selv vor lærde Runolog P. G. Thorsen har i sin Udgave af den Sondervissingske Runesteen, hvorpaa der end ikke findes en eneste Binderune, kunnet læse et R for et U, og med Endeel af de van- skeligste Indskrifter, t. Ex. den paa et af vore tabte Guldhorn, har man gjort liere frug- teslose Forsog, forend man er kommet paa det rigtige Spor. Man sige om Runamoindskriftens Læsning hvad man vil, og en grandskende Fremtid udfinde nok saa mange nye Sandheder, som omstode den, en Ting staaer fast, og det er dens Sandsynlighed. En i Runer ukyndig Naturforsker tegner Charaktererne uden Archæologens Medhjælp; og ud af disse Charakterer faaer Archæologen en med Traditionen overensstemmende Mening i det rigtige Sprog, ja selv i det rigtige Verse- maal, fornyrfialag. Men der seer man hvor utaknemmelig en Videnskab Archæologien er; knapt har en Mand med Finn Magnusens store Lærdom og Skarpsindighed, med en uhyre Grandskerflid endelig fundet et Resultat, som, om ikke aldeles vist, dog er i hoi Grad sandsynligt, forend en ung Mand, der, ligesom jeg for har indrommet, vistnok er neget flink i Iloiroderiet, men hverken synes at forstaae det oldnordiske Sprog,— en vigtig og, som man skulde troe, uundgaaelig Betingelse for al turde have en Mening i Archæologien—, eller at kunne læse Runer, kommer med en Salvelse og Dignitet, som kunde klæde en Olding, og sætter ham tilrette for „Phantasiespil”, medens Berlingske Tidende myndig byder Finn Magnusen og Forchhammer at tilstaae deres Uret og bede om Forladelse. *


En Stemme fra Island i Runamosagen

Ár
1845
Tungumál
Danska
Efnisorð
Blaðsíður
20


Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þessa bók, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þessa bók: En Stemme fra Island i Runamosagen
http://baekur.is/bok/cabb663e-0b28-4237-afd2-d051d9bf9458

Tengja á þessa síðu: (15) Blaðsíða 11
http://baekur.is/bok/cabb663e-0b28-4237-afd2-d051d9bf9458/0/15

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Bækur.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.