af den ældre Edda, betegne i al Fald Dualis. Man sammenligne saaledes, foruden de an- forte, folgende Steder: S. 55 Str. 59: vid finnumk, S. 103 Str. 53: skiljumk, - 80 — 22: hittumk, - 158 — 89: Idtumk; samt af Fagrskinna S. 36 1. 12 vér sættimk, * — - 130 1. 1 f. n. fundumk vér (efter en anden Læsemaade: funnumk vit.~) Her forekommer Formen dog et Par Steder med Piur. som Subject, saasom S. 45, 1. 3: vér berjumk, vi si aaes, med mindre man her kunde forklare det som Dual. forme- delst de to Partier; og S. 176, 1. 2 f. n. steypumk. Jeg henstiller til grundigere Kjendere af vort Oldsprog, om ikke Formen oprindelig kan have betegnet Dualis, men, efterhaanden, som Dualis, paa Pronominerne nær, forsvandt af Sproget, af Uagtsomhed kan' være bleven brugt for Pluralis. ** Anden Pers. Piur. Kjendebogstavet t forklares her let ligesom i 2denPers. Sing. Tredie Pers. Piur. har i Oldnorsk mistet sin oprindelige Endelse, og ender kun paa den Yocal, der bandt samme til Stammen. Bindevocaler. Personalendelserne slutte sig snart umiddelbart til Stammen, snart skyde de en Bindevocal ind imellem, i Sanskrit i eller a, i Oldnorsk i eller a (eller m). f * lier cr vel vér (Plur.) Subj. men Talen er kun om to. ** Jeg maa, maaskee til Overflod, tilfoie, at det ingenlunde er min Mening at ville bestride den Sætning, at Endelsen umk, kan have sin Op- rindelse af mik; den staaer fast nok; men jeg vil kun henlede Opmærksomheden paa, Sand- synligheden af, at denne Endelse i flere Til- fælde har anden Oprindelse, for at det kan blive nærmere undersogt, om ikke den almin- delige Forklaringsmaades Gyldighed indskræn- ker sig til de Tilfælde, hvor mik ikke refererer sig til Subjectet, altsaa ikke er reflexiv, saasom d. æ. Edda, S. 16: stodumk, S. 22: verpumk, o. s. v. -J- Det er mærkeligt, at Bindevocalcn i Piur., i Præsens er variabel, men i Impcrf. i alle Per- soner cr w, hvilket saaledes synes tillige at være Pluralis Mærke, der er forklarligt i Im- perf., uden at anvendes i Præsens, saafremt hiint Tempus kan antages nærmere beslægtet med Nomina (cfr. S.24-26). Blandt de nyere Dia- Iccter, som forlængst have mistet Personalen- delserne, har den valderske og hallingdalske beholdt Endevocalcn o i Plur. af Imperf. af Verba med Omlyd, f. Ex.: dei voro, de vare; dei dotto, de faldt; me vorto, vi bleve, og fl. Man kunde antage, at den labiale Vocal her stod i Forbindelse med «-Lyden i Pluralendel- ser af Nomina, saafremt denne ikke her egent- lig tilborte Nomina neutr. generis. At Conjunctiv saavel i Plur., som i Sing. bar i, kan have sin Grund i, at Conjunctivmærket fortrænger Plu- ralmærkct. Nogle ældre germaniske Sprog have ligeledes beholdt «- eller o-I.yden i Imperf. Plur., efterat Personsbetegnelserne ere bort- faldne; saaledes Angelsachsislt - on, Oldsacli- sisk - un. I det sidste viser ogsaa Nomina en Forkjærlighed for o- og u-Lvden i Pluralis.

(1) Front Board
(2) Front Board
(3) Front Flyleaf
(4) Front Flyleaf
(5) Page [1]
(6) Page [2]
(7) Page I
(8) Page II
(9) Page III
(10) Page IV
(11) Page 1
(12) Page 2
(13) Page 3
(14) Page 4
(15) Page 5
(16) Page 6
(17) Page 7
(18) Page 8
(19) Page 9
(20) Page 10
(21) Page 11
(22) Page 12
(23) Page 13
(24) Page 14
(25) Page 15
(26) Page 16
(27) Page 17
(28) Page 18
(29) Page 19
(30) Page 20
(31) Page 21
(32) Page 22
(33) Page 23
(34) Page 24
(35) Page 25
(36) Page 26
(37) Page 27
(38) Page 28
(39) Page 29
(40) Page 30
(41) Page 31
(42) Page 32
(43) Page 33
(44) Page 34
(45) Rear Flyleaf
(46) Rear Flyleaf
(47) Rear Board
(48) Rear Board
(49) Spine
(50) Fore Edge
(51) Scale
(52) Color Palette