to conj. qvod er identisk med Relativet, trænger ei til Beviis;. og ut forholder sig til <TfT; jat, som ubi til <TTT*T: jdtiili — S. 8 — feller rettere 3TTPT: kdbilij. Det tydske dass er forlængst erkjendt som blot graphisk forskjelligt fra det demonstr. das. Hvad Formen af at betræffer, da er den fremkommen ved Aphæresis deels af pat deels af <TH- jat *. At p falder bort i Begyndelsen af Pronomina, derpaa have vi Analogier i il for pit, I to og er for per, 1 (flere); og Berettigelsen til at ansee pat og at for oprindeligen iden- tiske ligger ikke blot i flere af de anforte Sprog, men. ogsaa i det endnu nærmere be- slægtede ældre Svenske, hvor thet bruges som Conjunction at, f. Ex. Som nw josep thetta saa, at thet gudz wili toar, thet honom maria til æhta skwlle gifwas d. e. Ua nu Joseph saae, at det var Guds Villie, at 31. skulde gives ham til Egte. Helgona- Sagor utg. af J. E. Rietz. Lund 1845. S. 196. tha wart han mykyt gladher thet han hærene seet ha ff de — ibid. S. 202. Del er denne demonstrative Oprindelse at i vort nyere Sprog skylder sin Plads foran Infinitiver, hvor det i Almuesproget ofte optræder under Formen te, ligesom lier ogsaa da bruges baade som dem. Pron. og som Conj. at, f. Ex. eg tænkte da han va komen d. e. jeg tænkte at han var kommen. Paa den anden Side maa at ogsaa have en relativ Oprindelse, thi det bruges lige- frem som pron. relat. f. Ex. i Strengleikar S. 12: Oc pui næst var ængi sa riddari i Brcetlande, at eigi for pangat at fræista ef beltit gæti Iceyst d. e. Og dernæst var der ingen Ridder i Brctland, som ikke drog derhen, for at forsage om Heltet kunde Idses. Ligesaa i Fornmanna Sogur IX B. S. 308: Andres bad Vegard gdnga til huss pess, at fmnskattr var i, d. e. Andreas bad Eegard gaae til det Iluus, som Einnskallen var i; see endvidere ibid. II B. S. 217. 233; III B. S. 105. Nu kunde det vel synes, som om man ikke af den relative Brug burde slutte til relativ Oprindelse, da f. Ex. det eng. tkat og det tydske das, uagtet de bruges som Relativer, dog erkjendes for oprindeligen at være Demonstrativer; men herved maa be- mærkes, at disse Ord dog samtidigen vedblive at bruges som Demonstrativer, hvilket ikke er Tilfældet med oldn. at, ligesaalidt som med det skotske, hvorfor her en relativ Oprin- * Til Masculinformen jas, som forekommer paa Runestene, har vort Oldsprog sandsynligviis havt en tilsvarende Neutralform jal. Denne Sandsynlighed hiiver end storre ved at sam- menholde Demonstrativformen sjd (og jrjal?) i vort Oldsprog med de tilsvarende Demonstra- tiver sja og tjat i Sanskrit; disse sidste anseei nemlig Bopp — v. Gr. S. 506 — sammensatte af de demontr. Stammer s og l samt de relative ja og jat. En lignende Sammensætning kunde man tænke sig i Oldnorsk.

(1) Band
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Kápa
(6) Kápa
(7) Blaðsíða 1
(8) Blaðsíða 2
(9) Blaðsíða 3
(10) Blaðsíða 4
(11) Blaðsíða 5
(12) Blaðsíða 6
(13) Blaðsíða 7
(14) Blaðsíða 8
(15) Blaðsíða 9
(16) Blaðsíða 10
(17) Blaðsíða 11
(18) Blaðsíða 12
(19) Kápa
(20) Kápa
(21) Saurblað
(22) Saurblað
(23) Band
(24) Band
(25) Kjölur
(26) Framsnið
(27) Kvarði
(28) Litaspjald