Leita | Ítarleit | Titlar |
Bók

Lovsamling for Island


Höfundur:
Ísland

Útgefandi:
Höst, 1853

á leitum.is Textaleit

21 bindi




856 blaðsíður




Skrár
PDF (395,9 KB)
JPG (340,6 KB)
TXT (2,1 KB)

PDF í einni heild (31,3 MB)

Deila

IA Þetta bindi á Internet Archive





þú þarft að vera með Adobe Reader Plugin til að skoða þessa síðu.

get Adobe Reader


Ordinants om Ægteskabssager. 119
de, eller den, som her efter udi slige grove Laster og 1587.
Forseelse blive befundit, ikke alleeniste böde efter Lougen Jum"
og R>'ccssen, men og dömrais udi öfrighedens Naade og
Unaade, og enten straffis paa Livit, eller udi audre
k raaade, med tilbörlig, alvorlig, höigeste Straf, andre til
Exempel og Forskrekkelse. — Dersom og nogen voldtager
en eilig Mö eller Enke, og det bevisis, da at straffis dcr-
fore efler Lougen, men om hanum benaadis Livit, tage sig
hinde til Ilöslru, om hun og hiudis Formyndcr ville,
nien ville de ikke det lilstede, give hinde af sine Pen-
ninge og Gods efter fellige Venners Raad og Samtökke.
— Bliver og nogen befunden at have voldtagit den ene
efter den andcn, og ingen han tager til Egte, han
bör efter Guds og naturlig Loug at straffis paa Livit.
Aarsage hvorfore Egtefolk maa adskillis — Den
förste Aarsage er Horeri, dog skal dcn Persoo, sora an-
klager, lougligen stcfne .den der anklagis, udi Rcttc, og
skielligen bevise det, og er det ikke nok, at den Person
som anklagis det sielf bekiender, fordi mand tit befinder,
at mange liuge paa sig siclf, paa det den ene kan blive
af mcd den auden, eller og kommc den udi Skade, som
han eller hun sigei sig at have syndet med, eller for
andre Sager. — Her hos skal Dommere forfaro, for det
förste, om den Person, som anklager, er uskyldig, fordi
dersom dens Skyld og findis udi lige maade, da bör
deuum ikke at skillis ad, efterdi hvciken af denum,
som hinanden udi saa maade ville beskylde, bör sielf for
den Sag uskyldig at vere; men dersom den ene Person
retter og bedrer sig, og den andcn ikke, saa dct findis
beviisligt, da maa den, som rcttcr sig, vel adskillis fra
den andcn, som bliver varagtig udi sit syndige Lefnit. —
For det Andet, skal og fliteligen forfares, om nogen af
denum havcr givit den anden merkclig Aarsage til saa-
dan Forseelse, med Rufferi, Tiranni, eller udi andre
raaadc, som Dommerne kan kiende at vere ret Aarsag til
saadan Fald, da bör denum ikke heller saa lctteligcn at
skillis ad. — For det Tredie, om cn Danneqvinde