Mel. Mit fulde Glaj og Sargene raske Toner, I Bosenfliiimner forste Morgemode Til fodte lord nedstraalte Guld, Og lierlig blomstred Paradisisk G;ode, Af smukke Dyr var Kloden fuld; Dog Adam sad sorgmodig da — lian mangltd end Concordia, 1 evig Vaar, i alskens Rigdoms Fylde, Udodelig, for Smerter fri, Sig Mandefl saa den bele Skabning hylde. Men eensom dog han kjeded sig —- Alherren gav i Eva da Det store Lod Concordia. Dog snart det svandt, thi Splids og Uhelds Stifter, Den onde , saade Tvedragts Sæd , Ved Synd og Dod, det sige gamle Skrifter, Kom Adams Slægt i stor Fortred, Og lorden s nk i Dybet da Ved Savnet uf Coniordia, V|

(1) Blaðsíða [1]
(2) Blaðsíða [2]
(3) Blaðsíða [3]
(4) Blaðsíða [4]
(5) Kvarði
(6) Litaspjald