(11) Blaðsíða 5
o
Det gotiske ei (der udtaltes som i) og det oldhoitydske i sees letteligen at være
den uforandrede oldindiske Relativstamme uden noget tillagt Suffix.
Som Enclilica bruges er og es jævnligen, f. Ex. sås for sd es, den, som; sus for
su es, id. fem.; pas for pat es, det, som.
Det got. ei forekommer næsten udelukkende enclitisk. Grimm — d. Gr. III S. 16,
anforer som en Mærkværdighed, at ei staaer alene Neh. 5, 14: [ram pamma daga, ei
anabaup d. e. fra den Dag, (paa) hvilken han bod. Ellers stotter ei sig stadigen til et
andet Pronomen, og Iigesaa de faa Levninger af det oldhoitydske i, som anfores af
Grimm d. Gr. III S. 16.
Det andet oldn. Relativ sem, senere gaaet over til som, maa betragtes som et
Laan fra Demonstrativstammen, uagtet denne ligesom i Sanskr. og Gotisk, ikke uden i
Nomin. in. & f. har s som Regyndelseshogstav, men overalt ellers p. Der maa nemlig
have været en Tid, da s-Lyden har været brugt ogsaa i Casus obliqvi; thi i Oldlatinsk
læses sum = eum, sam = eam; sos = eos — Max Schmidt „De pronomine græco &
latino,“ p. II, 12 — og i Græsk (h'/pspov, i denne Dag. Forovrigt maa sem betragtes
som en oprindelig accusativisk Form, analog med vort nyere sporgende Pronomen hvem"*,
der næsten har fortrængt det egentlige Nominativ hvo, ligesom i vore Almuedialecter hvem
og kem er almindeligere end ko ær — I. Aasen, det norske Folkesprogs Grammatik, S.
162 —. Accusativets m eller n er ogsaa, som Ropp — v. Gram. S. 178 — har godtgjort,
trængt op til at blive Nominativ i Neutrum i en Classe af Nomina (a-Stammen) i Sans-
krit, Zend, Græsk og Latin. I vore Almuedialecter er denne Accusativendelse igjen
jævnligen bortfalden, og Ordet hedder so el!, saa. Ogsaa i det Tydske bruges so jævn-
ligen som inllexibelt Relativ.
Relative CoDjunctioner.
Af det relative Pronomen danne de fleste Sprog en Deel Conjunctioner, der deels
ere bestemte Casus af Pronominet, som de latinske qvam og quo, deels ere forældede,
ei mere som Casus brugelige Former, som lat. quum eller rum, græsk oos, (oprindeligt
Ablativ — Bopp vergi. Grammatik Art. Abl. Sing.). Til den sidste Art hore de oldnorske
Conjunctioner ef, at og en, hvilket i det Folgende sbges godtgjort.
* Det kunde vel synes lettere forklarligt, at sem Dativ endte paa m; men, at Dativ skulde være
og hvem.vare Dativformer, da vort ældre Sprogs trængt op til Subjectsform, mangler al Analogie.
(1) Band
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Kápa
(6) Kápa
(7) Blaðsíða 1
(8) Blaðsíða 2
(9) Blaðsíða 3
(10) Blaðsíða 4
(11) Blaðsíða 5
(12) Blaðsíða 6
(13) Blaðsíða 7
(14) Blaðsíða 8
(15) Blaðsíða 9
(16) Blaðsíða 10
(17) Blaðsíða 11
(18) Blaðsíða 12
(19) Kápa
(20) Kápa
(21) Saurblað
(22) Saurblað
(23) Band
(24) Band
(25) Kjölur
(26) Framsnið
(27) Kvarði
(28) Litaspjald
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Kápa
(6) Kápa
(7) Blaðsíða 1
(8) Blaðsíða 2
(9) Blaðsíða 3
(10) Blaðsíða 4
(11) Blaðsíða 5
(12) Blaðsíða 6
(13) Blaðsíða 7
(14) Blaðsíða 8
(15) Blaðsíða 9
(16) Blaðsíða 10
(17) Blaðsíða 11
(18) Blaðsíða 12
(19) Kápa
(20) Kápa
(21) Saurblað
(22) Saurblað
(23) Band
(24) Band
(25) Kjölur
(26) Framsnið
(27) Kvarði
(28) Litaspjald