(5) Page 3
(BilUdÅ UQCptlL. cål Otto- ØzUhÅ.
Billedhuggerkunsten er i mange Henseender en abstrakt Kunst, og dens
nærmeste Søstre er Matematik og Musik. Der kræves af f. Eks. Forret-
ningsmanden en Omstilling, dersom han skal opfatte en Skulptur i samme
Aand som den, hvori Kunstneren har skabt sin Figur. Billedhuggeren
oplever først og fremmest Verden som forskelligartet Stof, der ikke saa
meget ytrer sig i Farve og Linje som i tredimensional Form, Forskydnin-
ger af buede, vigende eller paagaaende Flader og Drejninger. At følge
dette sindrige og stærke musikalske Spil med Øjet er Beskuerens Glæde
og Opgave. Skulde jeg sige, hvilken Stemmegaffel man kan bruge for at
afgøre, om man synes om en Skulptur eller ikke, maa det blive: om
man har Indtryk af, at man skal sænke sit eget aandelige Plan for at optage
Figuren i sig, eller om den tværtimod stiller strenge Krav til en og sam-
tidig gennemstraaler ens Hjerte og Forstand med en ny, fortættet og radio-
aktiv Energi — det vitale Gys, der ledsager enhver Skabelsesproces. Le
ikke af mine ufuldkomne Ord! Her tales om Ting, der er vanskelige at
beskrive. Hvor svært for et af os almindelige Mennesker med vore fem
— eller syv? — Sanser at forestille os, at vi mangler en af dem, eller at
vi pludselig bliver udrustet med en ny. Men det er netop Oplevelser af den
Art, det drejer sig om i Kunsten. Og nu kommer noget, der maaske er
tørt og kedeligt, men som alligevel maa siges her, fordi det giver min
Hovedbetragtning:
Selve det kunstneriske — med et Fagord: det æstetiske — er i mine
Øjne rent formelt. Det nytter intetsomhelst, at Kunstneren har nok saa
meget paa Hjerte, dersom han udtrykker sig som en Tungetaler eller Dilet-
tant. Det er i Kunsten ikke blot Sagen, vi skal opleve, men Udtrykket
for Sagen. Ligesom et Digt ikke udelukkende kan bestaa af f. Eks. Moder-
kærlighed eller Naturhengivelse, men maa beherskes af Vokalers Dyb og
Klingen og af Konsonantrimenes fine Understregen, saadan bliver en Skulp-
tur først Skulptur, naar Oplevelsen er blevet Form.
Hvor svær og hvor let er Kunsten som Livet selv.
Et andet Spørgsmaal af største Betydning, som den, der ser paa Skulp-
tur, ikke kan undgaa, er det om Kunstarternes Grænser. Enhver Kunst har
en dobbelt Tilbøjelighed: den vil' gerne fortætte sig om det, der er dens
Særværdi, og den vil gerne prøve at strække sin Udtryksevne videst muligt
ud. Saadan vil et Menneske beholde sin Personlighed og dog med en
Lykkefølelse søge at opfatte andre, rumme andre. Det, man kan kalde
Kunstens Rigdom, udspringer af dette Forhold, og det gælder ogsaa Nu-
tidens danske Billedhuggeri. De gamle Grækere, der for første Gang i Jord-
klodens aandelige Historie søgte at formulere Kunstens Problem, talte
paa deres simple og heldige Maade om Enhed i Mangfoldigheden, og det er
endnu ikke lykkedes at finde en mere rammende Formel. Dersom Kunst
var som en Cirkel med eet Centrum, vilde den miste sin Spændkraft. Nu
har den som Elipsen to Centrer: Virkelighed og Form.
Og den har i sig den dobbelte Trang til at udvide sig og afrunde sig.
Dersom De forstaar det, er De paa Spor af hele LIemmeligheden.
PDF all-in-one
Text files as ZIP file
