Kristjån Eldjårn Islandsk almuekunst Ved midten af sidste århundrede rejste den danske maler H. A. G. Schiøtt rundt på Island og malede flere mildt roman- tiserende men ellers udmærkede billeder af islandsk folkeliv. Det islandske sam- fund havde dengang på mange måder samme form som det havde haft i århun- dreder, erhvervene, boligerne, samfunds- formen. Et af Schiøtts billeder findes nu i det islandske Nationalmuseum og kal- des Sagalæsning i en islandsk bondestue. Det er et interiør fra den typiske island- ske bondestue, den såkaldte badstue, med det særprægede spærtag. På et spær hæn- kirkedør fra ValøjofsstaSir, de romanske sølvalterkalke fra det 13. årh., de brode- rede alterklæder fra senmiddelalderen, for blot at nævne eksempler fra tre helt forskellige kunstarter som hver især kan hævde sig indenfor den almindelige nor- diske middelalderkunst. Islandsk almuekunst i egentligste for- stand er dog ikke den der kommer til ud- tryk i enkelte udsøgte kirkegenstande, el- ler i håndskrifternes miniaturekunst, men i den almindelige kunstneriske udsmyk- ning af menigmands daglige omgivelser, boliger, klædedragt, brugsgenstande. Vi til den islandske kvindedragt. Og kvin- dernes andel i kunstskabelsen ser vi i de vævede tæpper, de broderede sengefor- hæng, de brikvævede bånd. Dér gælder det samme som om træskærerarbejdet, ældgamle motiver bruges atter og atter i stadig nye variationer. Oldtidslitteraturen er vort originaleste kulturklenodie og vor dyrebareste natio- nale arv. Vi har ingen arkitektur eller andre større mindesmærker fra fortiden, men i litteraturen kommer folkets højeste kultur til udtryk. I almuekunsten ser vi på den anden side menigmand, hans skønhedssans og hans kunstneriske stræ- ben. Islandsk almuekunst er udsprunget af de samme kilder som almuekunsten i de andre nordiske lande. Men den er gå- et sine egne veje der bestemtes af landets isolation og de særlige naturforhold og samfundsformer. Islandsk almuekunst er ikke forfinet, men udtryksfuld og stærk som det islandske sprog. Almuekunst i gammel forstand hører nu fortiden til på Island som i det øvrige Norden. Hjem- mets gamle kultur, som kommer én i møde i Schiøtts billede, eksisterer ikke i samme forstand. Men dens arv, almue- kunsten, vil bedre og bedre forstå at for- svare sin stilling og bære frugt i en ny tidsalder. To søljer og et messingsmykke. Spisekar af træ (Askur) 1800-tallet. ger der en tranlampe der kaster et svagt lysskær ud i stuen. Ved lampen sidder bonden og læser højt for familie og tje- nestefolk, der sidder på deres senge til begge sider og lytter til oplæsningen. Men folkene sidder ikke med tomme hænder og lytter, de udfører hver sit ar- bejde, husmoderen spinder på en rok, datteren broderer, pigerne strikker og spinder, karlene karter og fletter reb, én er ved at skære ud i træ. Det er det man kalder en »kvoldvaka«. Dette er den klassiske ramme om den islandske almues kulturelle liv før i tiden og i dette miljø er islandsk almuekunst blevet skabt. Al islandsk kunst før i tiden var nemlig almuekunst. På Island fandtes der ingen byer før det 19. årh. Samfun- det var et ret primitivt bondesamfund på naturaliehusholdningens stadium. Nogen håndværkerstand fandtes ikke, heller ikke nogen borgerstand, salgsmulighederne for kunst og kunstindustri var ringe. I mid- delalderen var der dog det samme behov for smukke kirkegenstande på Island som andre steder. Dette behov blev til en vis grad dækket ved import af paramenter og andre kirkelige sager, men islandske kunstnere bragte også deres bidrag. Fra højmiddelalderen kender vi flere kunst- nere ved navn som ligefrem var i biskop- pernes tjeneste, og som man med en vis ret kan kalde professionelle kunstnere. Og det er slet ikke så få ting der er be- varet fra middelalderen som viser, hvor langt sådanne mænd kunne nå inden for deres kunstgren. Tænk på den udskårne To manglebrætter. Ca. 1750. har omfangsrige samlinger fra de sidste århundreder der viser den islandske al- mues skabertrang og evne på dette om- råde. Landet var uden skov, men allige- vel var træskærerarbejde det frugtbareste og rigeste område inden for almuekun- sten. I alle landets egne sad bønder og karle og skar ornamenter og indskrifter på kister og kander, sengestokke og manglebrætter, og dyrkede århundrede efter århundrede deres yndlingsplante in- den for ornamentikken, den romanske ranke, skabte nye og atter nye variationer af det samme grundmotiv, uanfægtet af de stilarter, der en efter en udfoldede sig og døde hen i nabolandene. Landets iso- lation og folkelivets ensformighed gør sig gældende, men på den anden side skabtes der på dette snævre område en fasthed og fuldkommenhed som man ikke kan andet end beundre. På samme måde nå- ede sølv- og kobbersmede utrolig langt i dekorationen af pragtfuldt ridetøj og fremstillingen af al slags filigranarbejde Forfatterne: Kristjån Eldjårn, dr. phil. direktør for Islands nationalmuseum Selma Jonsdottir, dr. phil. direktør for Islands kunstmuseum Halldor Laxness Redaktion: Louisiana Tilrettelæggelse: Austin Grandjean Tryk: S. L. Møllers Bogtrykkeri 2

(1) Blaðsíða 1
(2) Blaðsíða 2
(3) Blaðsíða 3
(4) Blaðsíða 4
(5) Blaðsíða 5
(6) Blaðsíða 6
(7) Blaðsíða 7
(8) Blaðsíða 8
(9) Blaðsíða 9
(10) Blaðsíða 10
(11) Blaðsíða 11
(12) Blaðsíða 12
(13) Kvarði
(14) Litaspjald