Halldor Laxness Islandsk Billedkunst Gammel og ny Malerkunsten er hos os den yngste af kunsterne, siger man, og alt, hvad vi præsterer på et så nyt felt, derfor noget i retning af mirakler. Men snakken om is- landsk malerkunsts barndom er kun en frase. En eller anden vejrhane har ladet sig forlyde med den, og så plaprer den ene efter den anden. Af de islandske kunster er malerkunsten måske den æld- ste. Den er i det mindste lige så gammel som kolonisationen her og således to hundred år ældre end skrivekunsten. De årh., der benævnes middelaldermørke i Vesteuropa, det niende og det tiende, var kulturelle opgangstider i Norden. I følge gamle kilder har ikke blot malede træ- udskæringer og broderier været alminde- lige, men også malerier på en flade af træ. I gammel islandsk litteratur er der uomstridelige vidnesbyrd om malede skjolde, hvortil kommer beretninger om billedudsmykninger af boliger i 9. og 10. århundrede. Bragi Boddason digter i 9. århundrede på vort sprog om billeder på et skjold, og gør det bedre end de fleste digtere nutildags digter på samme sprog. Digtet, Ragnarsdråpa, er bevaret. Alene for det digts skyld er det urimeligt at be- tvivle udsagn fra 13. århundrede om ma- lede skjolde her i landet i 10. århundre- de, således det skjold »skrifaSur forn- sogum«, som Einar Skålaglamm gav Egill Skallagrimsson, og som denne, om- end modvilligt, digtede om. I Bragis drå- pa omtales nogle farver i det skjoldmale- ri, han digtede om. Der tales således om »dreyerfåar drottir«, hvilket tyder på en højrød farve, endvidere om »hrafn- blått«. Mindet om det største kendte værk in- den for malerkunsten på Island fra før år 1000 er bevaret i digteren tilfur Ug- gasons digt Husdråpa. Digtet omhandler malerierne i det store »eldhus«, som Olafur ha Hoskuldsson lod opføre på HjarSarholt som gildes- og højtidssal. Om dette »eldhus« og malerierne står der i Laxdæla: Voru har markaSar ågætlegar sogur å bilviSinum og svo å ræfrinu; var haø svo vel smiSaS aS i>i J>6tti miklu skrautlegra er eigi voru tjoldin uppi .. . har var aS boSi TJlfur Uggason og hafSi ort kvæSi um Olaf Hoskuldsson og um sogur hær er skrifaSar voru å eldhusinu. .. . betta kvæSi er kallaS Husdråpa.« Husdråpa er bevaret, dog sandsynlig- vis ikke fuldstændigt. Det bør lige næv- nes, at »skrifa« i det gamle sprog betød at male, og »marka« det samme. »Smi5« betegnede al slags »fabricatio« og kunne bruges om malerier, ligesom vi nu på is- landsk siger »tonsmiS« om et musikstyk- ke. Af Husdråpa fremgår, hvad det er for motiver (sogur), man havde malet på panel og spær (å julviSinum og svo å ræfrinu) på HjarSarholt, men af farver omtaler Ulfur kun de lyse. Han taler om »frånt« og »frånleitt«, der betyder skinnende, endvidere »fagurt«, der be- tyder lyst, og om Freys »golli byrstur borg«, en galt med gyldne børster. Det vides ikke, at man på Island nogen sinde skulle have opgivet malerkunsten. Men eftersom de fleste værdigenstande forlistes her i de kulturelle nedgangstider, der kun lige er overståede, er vore levn af gammel billedkunst ret sjældne. Nogle få gamle træmalerier er endnu i enkelte kirkers eje, og disse levn er ret uudfor- skede. På vort nationalmuseum er der lidt gammel billedkunst, deriblandt et nadverbillede fra 15. århundrede, af den engelske digter Auden regnet for den for- nemste museumsgenstand på Island. Alt tyder dog på dansk oprindelse. Gammelt broderi er bevaret, i teknik ofte ikke til at skelne fra malerkunst, men de inter- essanteste prøver på den sort islandsk billedkunst befinder sig ikke længere her Svavar Gudnason: Rosenjugl. 1959. Kat. nr. 34. i landet, men i udenlandske samlinger, deriblandt i London, København og Stockholm. De vigtigste minder om ma- lerkunst fra islandsk middelalder er dog bevarede i vore gamle håndskrifter, der er i dansk varetægt, såkaldt illumination og miniature. Endvidere nogle tegninger og bøger med tegnekunst. Denne billed- kunst er så højt udviklet, at den må have en lang og fast tradition bag sig og ubrudt forbindelse med udenlandsk kunst. Desværre har malerkunsten i vore gamle håndskrifter ikke været viet til- strækkelig opmærksomhed af kyndige; franske malere, der har set vore gamle værker, mener, at billederne rummer en egen sart rytme i linien, en islandsk spe- cialitet, hvortil kommer simplicitet og koncentration i fremstillingen; de samme karakteristika finder specialister i gam- melt islandsk broderi. Nogle lærde peger på en særlig form i vores gamle kunst, særlig dyreform, ukendt i tilsvarende ro- mansk og gotisk samtidskunst, og reg- ner den for hjemlig nordisk kulturarv. Ganske vist er vore håndskriftilluminati- oner sjældent på højde med engelske og franske fra før renæssancen, men de er en gren på samme stamme som hele da- tidens høje kultur. På den anden side er en så forsigtig videnskabsmand som Hall- dor Hermansson ikke bange for at hæv- de, at islandsk malerkunst ifølge sit eget skudsmål, i illumination og miniature, har stået højere på Island fra 13. til 15. århundrede end andetsteds i Norden, og der har da heller aldrig været mere kapi- tal bag kunstnerisk skaben her i landet end da. I 15. århundrede viser der sig træthedstegn i islandsk malerkunst, og formen bliver grovere. Nogle af de bedste malere og tegnere fra Islands middelalder har blot efter- ladt deres desværre alt for få værker, ikke deres navne, andre blot navnene i gamle historiske skrifter; nogle af dem har nok arbejdet for de norske konger. Man kender ikke navnet på den højst in- teressante kunstner, der har illumineret Uppsala codex, et islandsk håndskrift fra 13. århundrede, der blandt andet rum- mer illustrationer til Edda. Vi ved heller ikke, hvem der er mester for billederne i to islandske bibelhåndskrifter, Stjorn, fra 14. århundrede. Ikke, hvem de store islandske kunstnere har været, der om- kring 1450 tegnede en berømt billedbog, første gang udgivet på tryk af dr. Harry Fett. Intet om den mester, der sent i 14. århundrede malede og tegnede i Nikulås saga. (Anatole France har givet sagaen nyt liv på sin maner. Den var i middel- alderen et klenodie for de troende. Der forekommer bl. a. et ugæstfrit ægtepar i den, de myrdede tre købmænd, smed ind- voldene i en fos, parterede kødet og sal- tede det i deres kælder. Den hellige Ni- kulås opvakte siden de parterede og ned- saltede købmænd fra de døde, en is- landsk kunstner har illustreret akten så- vel som en anden, hvor helgenen maner indvoldene op af fossen i skikkelse af fisk). Og sådan kunne man blive ved. Men vi kender navnene på to fortræffe- lige kunstnere fra 14. århundrede, Ion Sveinsson og Bjarni lonsson, der illumi- nerede to håndskrifter af Jonsbok. Af navn kender vi ligeledes præsten Magnus bor halsson, der omkring 1300 illumine- rede Flateyjarbok og har udført nogle billeder mærkelig ofte, således et dyr hundrede gange med lænder som en hest og klør og dragehoved; på nogle af bil- lederne har det dog kvindehoved med nonneslør. Endnu nogle få kunstnere fra forskellige tider kender vi navnet på. Det er ikke muligt at følge den island- ske billedkunsts lange historie, den er da heller ikke så nær udforsket, og på Island har man ikke det fornødne mate- riale for hånden, da udlændinge har til- ranet sig de betydeligste arbejder. Halldor Hermansson, der i en vægtig indledning til Icelandic Illuminated Ma- nuscripts of the Middle Ages har ydet nye forskningsbidrag inden for islandsk kulturhistorie, siger om islandske mid- delalderbilleder, at man ikke respekterer perspektiv i dem, og at proportionerne er højst mangelfulde, ordret: there is no question of perspective being observed and the proportions are often faulty to a high degree. Det smager mere af na- turalistisk kunsthistorisk teori end kunst- neriske synspunkter. Det er, som om Halldor Hermansson glemmer, at hver- ken middelalderens eller nutidens kunst har til formål at efterligne naturen, og netop fordi den var sit eget mål, er den stærk og sand - og fremfor alt levende. Perspektiv er ingen ny opdagelse - og heller ikke nogen gammel, det er et op- tisk fænomen. Man har altid kendt per- spektiv, kun dens teori og beregning er en forholdsvis ny videnskab. Men per- spektiv som betingelse for stor kunst har man intetsteds kendt noget til, af den simple grund, at kunst og natur er inkom- mensurable. Optikken og kunstnerens for- 4

(1) Blaðsíða 1
(2) Blaðsíða 2
(3) Blaðsíða 3
(4) Blaðsíða 4
(5) Blaðsíða 5
(6) Blaðsíða 6
(7) Blaðsíða 7
(8) Blaðsíða 8
(9) Blaðsíða 9
(10) Blaðsíða 10
(11) Blaðsíða 11
(12) Blaðsíða 12
(13) Kvarði
(14) Litaspjald