Jon Stefånsson: Sommernat. Lomme. 1929. Kat. nr. 104. hold til objektet er to forskellige fæno- mener. Det samme gælder de »naturlige« proportioner. I et billede er ikke naturens proportioner afgørende, men billedets eg- ne indre love. Middelalderens kunst som al højere kunst fornægtede naturen som lov, eller rettere sagt naturen kom slet ikke på tale som bestemmende faktor. Det var ikke bare de italienske kunstnere, urigtigt benævnte les primitifs, middelal- derens bølgetop, der var naturens herrer og ikke dens slaver, men også renæssan- cens berømte sønner. Det er overtro, at renæssancens formkunst er naturlig. Det overdimensionerede falder i øjnene hos så forskellige mestre som Michelangelo, Du- rer og el Greco. Der har nok i alle kul- turepoker været billedmagere, der ville efterligne naturen; var det deres eneste mål, har de aldrig været regnet for kunst- nere; i det tilfælde de blev store kunst- nere, måler man ikke deres storhed efter deres resultater i naturefterligning, men efter de gange de afveg fra efterlignin- gen og malede deres hjerte. Der er så- ledes unægtelig en vis naturefterligning i Rembrandts gengivelse af modellen, men det er ikke den lighed, det gælder, den er kun en biting i hans billeder; når man ser Rembrandt for første gang, for- trydes man ikke af, så akkurate næserne i hans portrætter kan være, men af det gyldne clairobscur, på én gang gådefuldt og unaturligt; gør man sig mere fortro- lig med Rembrandt, opdager man dog snart, at det er følelsesindholdet i hans billeder, der er hovedsagen. En kunst- kender har sagt om Rembrandts male- rier, at »det, der skjult rørte sig dybest i hans bryst, var det eneste han frem- stillede på lærredet« (Dr. Muther). Og en anden: »ingen maler er nogen sinde trængt så dybt ind i de mænds og kvin- ders sjæledyb, han malede« (Orpen). Alle malerkunstens store har det altid stået klart, hvad Picasso, den moderne kunst- ner, der i sig forener mere af den gan- ske verdenskunst end nogen anden kunst- ner før og siden uden dog at være andet end Picasso, siger så ligefremt i inter- viewet med de Zayas 1923: »Hvis noget menneske nogen sinde har set et naturligt kunstværk, kunne det in- teressere mig at høre om det. Eftersom natur og kunst er hver sit, kan de ikke blive ét og det samme. I kunsten skildrer vi vor sansning af det, som naturen ikke er.« Kunstens lov er ikke naturens lov, men som al anden kultur at gøre sig naturen underdanig. Kunstneren forholder sig kongeligt til virkeligheden, bruger den suverænt som sit eje, virkeligheden må bøje sig for de love, kunstneren sætter for sit værk. Maleren maler ikke na- turen, men sit forhold til verden. Han efterligner ikke naturen, men skaber en verden, sin egen verden. Kunstværket er ikke blot det Amerika, kunstneren har opdaget, men også den verden, han har skabt. Vel har kunstneren en bestemt person som model, men det, han maler, er sit forhold til modellen. Velasques og Rubens malede begge Filip den Fjerde, resultatet er ikke blot to forskellige bil- leder, men to inkommensurable personer. De gjorde Verdens Herre til deres person- lige eje og bøjede ham under deres kunst- neriske love, hver i sit billede. Billed- kunsten har dybere menneskelig myndig- hed, stærkere liv end naturefterligningen, fordi kunstværket er den levende verden, som kunstneren har skabt, virkeligheden blot middel, aldrig mål. »Kunst«, der i vor tid sætter sig som mål at være spejl, eller i bedste tilfælde en slags stiliseret fotografi, siger ikke noget om naturen, kun om reaktion og kulturfjendskab. Det er Hitlers smag. En sådan kunst vil, at kunstneren skal føje sig efter døde objek- ter, når dog alle kulturelle bestræbelser og åndens mål er at gøre sig naturen un- derdanig. Om musik og billedkunst gæl- der det samme, alle toner findes jo i na- turen, ligesom alle farver, - tænkeligt i det mindste; men så snart musikken vil efterligne naturens lyde, har den svigtet instrumentet, er ikke mere musik, i det højeste gøgl. Man kender et umusikalsk menneske på, at han i musikkens klang og rytme lytter efter naturens lyde, fugle- sang, vindens susen og bækkens rislen. Naturefterligningen er den værste, måske den eneste fjende af kunsten. Naturalismen, naturefterligningen, er ukendt i islandsk billedkunst som i is- landsk litteratur i tusind år, indtil nogle danskorienterede forfattere importerede den såkaldte »realisme« i litteraturen lige før sidste århundredskifte, og danskorien- terede malere den tilsvarende retning i malerkunsten. Hvis man sætter sig ind i dansk, ja skandinavisk malerkunst fra århundredskiftet, støder man på et pud- sigt fænomen. De fleste mere betydelige danske malere på den tid som Krøyer, Tuxen, Viggo Johansen, havde studeret i Paris. Disse mænd evnede det helt utro- lige at opholde sig i kunstens højborg i årevis for at uddanne sig i malerkunst uden overhovedet at bemærke de moder- ne lærefædre og mestre i malerkunsten, der levede og virkede der på samme tid som de selv, skabere af et nyt verdens- syn, en ny verden for det menneskelige øje, Cézanne, van Gogh og Gauguin. Ikke blot de danske, men også de fleste skandinaver præsterede at studere kunst i Paris uden at observere noget af det, der i de år rørte sig i kunsten, knap nok at de fik øje på impressionismen, for- løberen for de tre store, og impressionis- men var dog for længst blevet toneangi- vende. Således opdagede den norske ma- ler Krohg den først nogle årtier efter, at han var kommet hjem fra Paris. Disse danske malere og de andre skandinaver i det hele taget turde ikke vende blikket mod noget andet end den »officielle« og borgerligt anerkendte skolekunst, »salo- nens«, der filosofisk støttede sig til et forgangent århundredes længst udmarve- de slagord om »naturen« (Jean-Jacques Rousseau) og teknisk på et konglomerat af gold naturalisme og degenereret smag fra republikkens første tid (David). Den- ne »anerkendte«, flade, tamme og for- ældede billedkunst tog disse kunstens fødte udenbysmænd med sig hjem til Skandinavien, gjorde den endnu fladere og tilsatte så det hele en egen sentimen- talitet, som de fleste andre ikke kan døje, men som jeg har ladet mig sige, man kan vænne sig til, hvis man opholder sig me- get længe i dansk luft, og så er den må- ske ikke speciel dansk, men først og 5

(1) Blaðsíða 1
(2) Blaðsíða 2
(3) Blaðsíða 3
(4) Blaðsíða 4
(5) Blaðsíða 5
(6) Blaðsíða 6
(7) Blaðsíða 7
(8) Blaðsíða 8
(9) Blaðsíða 9
(10) Blaðsíða 10
(11) Blaðsíða 11
(12) Blaðsíða 12
(13) Kvarði
(14) Litaspjald