„Pioner“ er et af disse store ord som undertiden tages forfænge- ligt. Men nár det bruges om Ásgrímur Jónssson er det visselig ikke for meget sagt. Ásgrímur Jónssson var fodt og opdraget pá en lille gárd pá syd- landet som den ældste af syv soskende. Hans forældre sad som de fleste den gang i smá kár, men havde til dagen og vejen. Og det var langt fra, at hans barndomsár var kedelige eller blottet for glæder. Han nod mærkelig megen overbærenhed hos forældrene, selv om hans tanker tit var andre steder og han var tilbojelig til at pusle med underlige páfund for sig selv. Han begyndte tidligt at prove at.tegne billeder af klipper og gárde i nabolaget, pá enhver forefaldende papirstump, eller forme dem i ler, grus og mos nár papiret slap op. Sá var det ikke mindst den vide og storsláede krans af bjerge, hvor selveste Hekla tronede, der betog ham; purung gav han sig i kast med at male et billede af denne snekronede dron- ning, til trods for, at bláelse og kridt var de vigtigste farvestoffer han havde til rádighed. Det er utroligt, men sandt, at faderen en gang sagde til drengen, at han burde blive maler, — i betragtning af, hvor uklar en forestilling denne bonde faktisk kunne have om, hvad hans ord indebar. I ovrigt voksede Ásgrímur Jónsson selv- folgelig op med læsning af sagaer og folkesagn, der senere skulle komme til at give ham stof til mange opgaver. Og en af de beger, der kom til at optage ham meget, var et „Skrift om Vulkanudbrud pá Island“; hans tidligste barndomserindring var nemlig at have set skæret fra et udbrud i nærheden af Hekla, da han var knap to ár gammel. Vulkanudbrud som motiv fængslede ham stærkere og stærkere jo ældre han blev. Af naturen synes Ásgrímur Jónsson i lige sá hoj grad at have haft anlæg for tonekunsten som for billedkunsten. Det var nok sá meget forholdene og mulighederne, der var afgorende for hvilken bane han valgte. Hans selvdisciplin viser sig i at han ikke tillod sig selv at beskæftige sig ret meget med andet end den kunstgren han havde valgt som livsopgave. Et symbol herpá var den violin han kobte sig lige efter ankomsten til Kobenhavn, og aldrig spil- lede pá.

(1) Blaðsíða [1]
(2) Blaðsíða [2]
(3) Blaðsíða [3]
(4) Blaðsíða [4]
(5) Blaðsíða [5]
(6) Blaðsíða [6]
(7) Blaðsíða [7]
(8) Blaðsíða [8]
(9) Blaðsíða [9]
(10) Blaðsíða [10]
(11) Blaðsíða [11]
(12) Blaðsíða [12]
(13) Blaðsíða [13]
(14) Blaðsíða [14]
(15) Blaðsíða [15]
(16) Blaðsíða [16]
(17) Kvarði
(18) Litaspjald