formalismen end har, hvad den tilsyneladende ærligt påberåber sig eller i falsk naivitet mener, vil den, før den selv ved af det, befinde sig i æstetikens bur, hvor jernstængerne er selvskabte formelle love og dogmer, der forhindrer enhver naturlig oplevelse. Den er farlig i hvil- ken skikkelse, den end optræder, men den er dobbelt farlig i modernis- mens klædedragt, fordi den i denne skikkelse, trods sit reaktionære indhold, vil påberåbe sig revolutionære og frihedssøgende mål. Ud fra det her skitserede kunstneriske syn betragter vi den abstrakte kunst som et naturligt tidens udtryk for den ekspressionistiske udvik- ling. Dens udtryksform er opstået som et resultat af den nye tids nye vurdering af mennesket og dets materielle og sjælelige problemer. Vi kan ikke forudbestemme dens udvikling, men gennem et kunstnerisk og ideologisk arbejde — individuelt som kollektivt — kan vi gøre vort til stadig at bevare dens karakter som et indholdsbestemt og derfor realistisk udtryk for vore oplevelser. For at dette arbejde skal kunne styrkes så meget som muligt af gensidige kunstneriske erfaringer og gensidig inspiration, ønsker vi, at vor udstilling i sit ideologiske indhold skal blive et levende og bredt udtryk for den abstrakte kunst. Vi ønsker at holde udstillingens ram- mer åbne overfor den kunst, der stærkest repræsenterer de progressive kræfter, men vi ønsker ikke at dyrke nogle af kunstens bestanddele som en hensigt og vil stille os i afgørende modsætning hertil, hvad enten det drejer sig om en »dyrkelse« af spontanitet eller intellek- tualisme. En konsekvens af vort syn på den abstrakte kunsts forhold til vor tids andre kunstneriske udtryksformer — at de alle har den ekspres- sionistiske udvikling som fælles interesse — må det også blive, at vi nok ønsker, at vor udstilling skal være et udtryk for den abstrakte kunsts ideologi, men ikke heri ser et isoleringsforsøg — men tværtimod et naturligt grundlag for samarbejde. Den rent sociologiske betragtning af de mange forskellige sammen- slutninger er et resultat af den hårdt trængte økonomiske situation, vort samfund har bragt kunstnerne i, er en del af sandheden — men ikke hele sandheden. De er også et udtryk for det positive ønske om samarbejde, om kulturel vekselvirkning, der er en følge af vor tids kollektivt prægede syn på det kulturelle liv. Derfor finder vi, at en stræben efter at gi\te udstillingerne et natur- ligt ideologisk ansigt samtidig er et forsøg på at finde et sundt og ærligt grundlag for en vekselvirkning — ikke blot mellem de enkelte kunstnere, men også mellem de enkelte ideologier. For Høstudstillingen: Erik Fhommesen. 10

(1) Kápa
(2) Kápa
(3) Blaðsíða 1
(4) Blaðsíða 2
(5) Blaðsíða 3
(6) Blaðsíða 4
(7) Blaðsíða 5
(8) Blaðsíða 6
(9) Blaðsíða 7
(10) Blaðsíða 8
(11) Blaðsíða 9
(12) Blaðsíða 10
(13) Blaðsíða 11
(14) Blaðsíða 12
(15) Blaðsíða 13
(16) Blaðsíða 14
(17) Blaðsíða 15
(18) Blaðsíða 16
(19) Blaðsíða 17
(20) Blaðsíða 18
(21) Blaðsíða 19
(22) Blaðsíða 20
(23) Blaðsíða 21
(24) Blaðsíða 22
(25) Blaðsíða 23
(26) Blaðsíða 24
(27) Blaðsíða 25
(28) Blaðsíða 26
(29) Blaðsíða 27
(30) Blaðsíða 28
(31) Blaðsíða 29
(32) Blaðsíða 30
(33) Blaðsíða 31
(34) Blaðsíða 32
(35) Blaðsíða 33
(36) Blaðsíða 34
(37) Blaðsíða 35
(38) Blaðsíða 36
(39) Blaðsíða 37
(40) Blaðsíða 38
(41) Blaðsíða 39
(42) Blaðsíða 40
(43) Kápa
(44) Kápa
(45) Kvarði
(46) Litaspjald