6 at naar Stregernes Naturdannelse bevises, er Sporgsmaalet aldeles afgjort, og der ere ingen- somlielst palæographiske eller archæologiske Sporgsmaal i saa Tilfælde at gjore*'). Man kan da soge de Indskrifter, som man antager at Saxo beretter om, ved Konungshamn med HerrW., eller hvorsomhelst i dybe Dale og paa hoie Bjerge, men paa det hidtilværende Runamo vilde de i saa Fald ikke være, og kun Navnet vilde maaskee endnu en Stund vedblive at minde om en sekelgammel overtroisk Tradition, som Hr. W. havde adspredt ved en archæologisk-kritisk Behandling af en geologisk (mineralogisk) Opgave; — en tern*- melig ny Methode. I dette Tilfælde er det altsaa klart, hvormegen Vægt der med Rette maa lægges paa Mineralogens Ja eller Nei, at hans Nei slutter al Discussion, og kun i Tilfælde af Ja eller non liquct staaer den palæographiske Discussion aaben. Jeg var derfor meget spændt paa Forchhammers Udsagn, han var den haraldinske Slanges Pythin, som kunde give Archæologerne Mælet eller tage det fra dem; han har nu erklæret, ot endeel af Runamocharaktererne ere kunstige, fornemmelig af folgende Grunde; 1} At alle Trapgange gjennemskjæres ved Ridser paa langs og tværs, men at disse, naar de ere naturlige, stedse danne en vis bestemt Vinkel; naar man nu tager saavel Christensens som Zeuthens Tegninger for sig, saavel af de som naturlige erkjendte, som de formodede kunstige Linier, seer man at hine altid have Vinklerne mindre frie og mere ligeartede end Runamotrapgangen. 2) Efter den naturlige Dannelse skulde Tvær-Ridserne gaae heelt ud til Gangens Kant, hvorimod man paa Runamo finder, deels at endeel af Stregerne ikke gaae heelt ud til Kanten, deels at de gaae over i den omgivende Masse. HerrW. siger til Nr. 2: Aarsagen til, at enkelte Linier ikke gaae ud til Graniten, er den, at de allevegne træffe paa Tværridser, som afbryde dem, hvilke Tværrevner Niisson kalder “fine Sprækker”, men hertil svarer Forchhammer: enten maa begge disse Sprækker være af een Alder, eller endog Tværridserne (Længdesprækkerne) ældre, da de skulde forhindre de andre fra at gaae heelt ud til Gangens Grændse, og folgelig begge Slags være lige forvittrede, men naar nu Niisson kalder Længdesprækkerne “fine Ridser”, er der Sandsynlighed for, at de maae være betydeligt yngre. W. bemærker hertil, at der er en gjennemgaaende Afsondring af Trap fra Trapgangens Midte ved Længde- sprækker, som kun sjelden afbrydes; men hvis vi forstaae Hr. W. — thi her er han temmelig dunkel — saa maatte jo alle Trapgangens perpendikulære Linier være afbrudte ved disse Længdesprækker, hvilket ingenlunde er Tilfældet, da man paa Herr W.’s *) Noget Comiteen selv ogsaa har erkjendt, idet den siger: “Og da Mineralogen og Geognosten i dette Tilfælde maatte have en afgjorende Stemme, blev det vedtaget, at jeg, Forchhammer, ene skulde bestemme, hvilke Linier der maatte antages at være indhugne”, o. s v. (Runamo og Runerne Pag. 41).

(1) Band
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Blaðsíða 1
(6) Blaðsíða 2
(7) Blaðsíða 3
(8) Blaðsíða 4
(9) Blaðsíða 5
(10) Blaðsíða 6
(11) Blaðsíða 7
(12) Blaðsíða 8
(13) Blaðsíða 9
(14) Blaðsíða 10
(15) Blaðsíða 11
(16) Blaðsíða 12
(17) Saurblað
(18) Saurblað
(19) Band
(20) Band
(21) Kjölur
(22) Framsnið
(23) Kvarði
(24) Litaspjald