
(10) Blaðsíða 6
6
at naar Stregernes Naturdannelse bevises, er Sporgsmaalet aldeles afgjort, og der ere ingen-
somlielst palæographiske eller archæologiske Sporgsmaal i saa Tilfælde at gjore*'). Man
kan da soge de Indskrifter, som man antager at Saxo beretter om, ved Konungshamn med
HerrW., eller hvorsomhelst i dybe Dale og paa hoie Bjerge, men paa det hidtilværende
Runamo vilde de i saa Fald ikke være, og kun Navnet vilde maaskee endnu en Stund
vedblive at minde om en sekelgammel overtroisk Tradition, som Hr. W. havde adspredt
ved en archæologisk-kritisk Behandling af en geologisk (mineralogisk) Opgave; — en tern*-
melig ny Methode. I dette Tilfælde er det altsaa klart, hvormegen Vægt der med Rette
maa lægges paa Mineralogens Ja eller Nei, at hans Nei slutter al Discussion, og kun i
Tilfælde af Ja eller non liquct staaer den palæographiske Discussion aaben. Jeg var
derfor meget spændt paa Forchhammers Udsagn, han var den haraldinske Slanges Pythin,
som kunde give Archæologerne Mælet eller tage det fra dem; han har nu erklæret, ot
endeel af Runamocharaktererne ere kunstige, fornemmelig af folgende Grunde;
1} At alle Trapgange gjennemskjæres ved Ridser paa langs og tværs, men at
disse, naar de ere naturlige, stedse danne en vis bestemt Vinkel; naar man nu tager
saavel Christensens som Zeuthens Tegninger for sig, saavel af de som naturlige erkjendte,
som de formodede kunstige Linier, seer man at hine altid have Vinklerne mindre frie
og mere ligeartede end Runamotrapgangen.
2) Efter den naturlige Dannelse skulde Tvær-Ridserne gaae heelt ud til Gangens
Kant, hvorimod man paa Runamo finder, deels at endeel af Stregerne ikke gaae heelt ud
til Kanten, deels at de gaae over i den omgivende Masse.
HerrW. siger til Nr. 2: Aarsagen til, at enkelte Linier ikke gaae ud til Graniten,
er den, at de allevegne træffe paa Tværridser, som afbryde dem, hvilke Tværrevner
Niisson kalder “fine Sprækker”, men hertil svarer Forchhammer: enten maa begge disse
Sprækker være af een Alder, eller endog Tværridserne (Længdesprækkerne) ældre, da
de skulde forhindre de andre fra at gaae heelt ud til Gangens Grændse, og folgelig begge
Slags være lige forvittrede, men naar nu Niisson kalder Længdesprækkerne “fine Ridser”,
er der Sandsynlighed for, at de maae være betydeligt yngre. W. bemærker hertil, at
der er en gjennemgaaende Afsondring af Trap fra Trapgangens Midte ved Længde-
sprækker, som kun sjelden afbrydes; men hvis vi forstaae Hr. W. — thi her er han
temmelig dunkel — saa maatte jo alle Trapgangens perpendikulære Linier være afbrudte
ved disse Længdesprækker, hvilket ingenlunde er Tilfældet, da man paa Herr W.’s
*) Noget Comiteen selv ogsaa har erkjendt, idet den siger: “Og da Mineralogen og Geognosten i dette
Tilfælde maatte have en afgjorende Stemme, blev det vedtaget, at jeg, Forchhammer, ene skulde
bestemme, hvilke Linier der maatte antages at være indhugne”, o. s v. (Runamo og Runerne Pag. 41).
(1) Band
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Blaðsíða 1
(6) Blaðsíða 2
(7) Blaðsíða 3
(8) Blaðsíða 4
(9) Blaðsíða 5
(10) Blaðsíða 6
(11) Blaðsíða 7
(12) Blaðsíða 8
(13) Blaðsíða 9
(14) Blaðsíða 10
(15) Blaðsíða 11
(16) Blaðsíða 12
(17) Saurblað
(18) Saurblað
(19) Band
(20) Band
(21) Kjölur
(22) Framsnið
(23) Kvarði
(24) Litaspjald
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Blaðsíða 1
(6) Blaðsíða 2
(7) Blaðsíða 3
(8) Blaðsíða 4
(9) Blaðsíða 5
(10) Blaðsíða 6
(11) Blaðsíða 7
(12) Blaðsíða 8
(13) Blaðsíða 9
(14) Blaðsíða 10
(15) Blaðsíða 11
(16) Blaðsíða 12
(17) Saurblað
(18) Saurblað
(19) Band
(20) Band
(21) Kjölur
(22) Framsnið
(23) Kvarði
(24) Litaspjald