
(15) Blaðsíða 11
11
Allerede den Omstændighed, at Runamocharaktererne ere læselige, og at man kan faae en
med Traditionen stemmende Mening ud deraf, affattet i det Sprog, som uden Tvivl paa
Bravallatiden taltes der, er i sig selv et stort Beviis imod Hr. Worsaae og for Etatsraad
Finn Magnusen. Endelig vil jeg med Hensyn til Hr. J. J. A. Worsaaes Phantasiespil
gjore ham opmærksom paa en Afhandling i Anliquarisk Tidsskrift af vor geniale Orienta-
list Lektor Westergaard, om Kileindskrifterne i Persepolis, hvoraf Hr. J. J. A. Worsaae
i denne Henseende vil kunne lære Adskilligt, der vil lede ham paa den Tanke, at uden
Skjon og Phantasie vil man i Almindelighed ikke faae stort Udbytte af de gamle Ind-
skrifter, enten disse ere nordiske eller østerlandske. Naturen har virkelig spillet Hr.
J. J. A. Worsaae det Puds, at medens han beskylder sine Modstandere for „Phantasie-
spil” o. s. v., i Forklaringen af Noget, hvor Talen kun kan være om „Naturspii”, udforer
han selv en frie Phantasie, hvis Thema er et phantastisk Naturspil.
Muligt er det alligevel, at der ere Feil i Finn Magnussens Læsning og Forklaring
af Runamoindskriften, han har selv ogsaa kun kaldt den „Forsog til Runamoindskriftens
palæographiske Udvikling” etc., men det er besynderligt, at man gjor saa meget Væsen
af disse mulige Feil i denne ene Indskrifts Dechillrering, da det dog er bekjendt nok,
at der saavel med Hensyn til Tegning som Læsning findes virkelige Feil i storste Delen
af de hidtil fundne Runeindskrifter f. Ex. Worms og Liljegrens, ja selv vor lærde Runolog
P. G. Thorsen har i sin Udgave af den Sondervissingske Runesteen, hvorpaa der end
ikke findes en eneste Binderune, kunnet læse et R for et U, og med Endeel af de van-
skeligste Indskrifter, t. Ex. den paa et af vore tabte Guldhorn, har man gjort liere frug-
teslose Forsog, forend man er kommet paa det rigtige Spor.
Man sige om Runamoindskriftens Læsning hvad man vil, og en grandskende
Fremtid udfinde nok saa mange nye Sandheder, som omstode den, en Ting staaer fast,
og det er dens Sandsynlighed. En i Runer ukyndig Naturforsker tegner Charaktererne
uden Archæologens Medhjælp; og ud af disse Charakterer faaer Archæologen en med
Traditionen overensstemmende Mening i det rigtige Sprog, ja selv i det rigtige Verse-
maal, fornyrfialag. Men der seer man hvor utaknemmelig en Videnskab Archæologien
er; knapt har en Mand med Finn Magnusens store Lærdom og Skarpsindighed, med en
uhyre Grandskerflid endelig fundet et Resultat, som, om ikke aldeles vist, dog er i hoi
Grad sandsynligt, forend en ung Mand, der, ligesom jeg for har indrommet, vistnok er
neget flink i Iloiroderiet, men hverken synes at forstaae det oldnordiske Sprog,— en vigtig
og, som man skulde troe, uundgaaelig Betingelse for al turde have en Mening i Archæologien—,
eller at kunne læse Runer, kommer med en Salvelse og Dignitet, som kunde klæde en
Olding, og sætter ham tilrette for „Phantasiespil”, medens Berlingske Tidende myndig
byder Finn Magnusen og Forchhammer at tilstaae deres Uret og bede om Forladelse.
*
(1) Band
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Blaðsíða 1
(6) Blaðsíða 2
(7) Blaðsíða 3
(8) Blaðsíða 4
(9) Blaðsíða 5
(10) Blaðsíða 6
(11) Blaðsíða 7
(12) Blaðsíða 8
(13) Blaðsíða 9
(14) Blaðsíða 10
(15) Blaðsíða 11
(16) Blaðsíða 12
(17) Saurblað
(18) Saurblað
(19) Band
(20) Band
(21) Kjölur
(22) Framsnið
(23) Kvarði
(24) Litaspjald
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Blaðsíða 1
(6) Blaðsíða 2
(7) Blaðsíða 3
(8) Blaðsíða 4
(9) Blaðsíða 5
(10) Blaðsíða 6
(11) Blaðsíða 7
(12) Blaðsíða 8
(13) Blaðsíða 9
(14) Blaðsíða 10
(15) Blaðsíða 11
(16) Blaðsíða 12
(17) Saurblað
(18) Saurblað
(19) Band
(20) Band
(21) Kjölur
(22) Framsnið
(23) Kvarði
(24) Litaspjald