4 Berlingske Tidende og andre saadanne ungdommelige Væsener, hvor man dog undertiden kan være iilfærdig, medens Blodet endnu er for varmt, og Blikket endnu for uroligt. Vel moder jeg ikke med Autopsie, men kun med min simple jevne Forstand, ikke med Lærdom, men kun med Been i Næsen, der, som Apostelen, siger, ikke lader sig “ryste ^ af enhver Lærdomspust”, hvilket er en stor Lykke for mig, saasom det blæser lærd i Hr. Worsaaes Bog. Mærkværdigt er det, at Runamoindskriften skal være bleven et saadant Tvistens Æble, thi skjondt den i historisk og archæologisk Henseende vel kan have Interesse, saa har den dog ingen betydelig særskilt Indflydelse havt paa Oldtidsvidenskaben og kan fornuftigviis ingen saadan have, da de Resultater, som Hr. W. i sit Værk: “Runamo og Bravallaslaget” Pag. 15—16 fremhæver, som uddragne af den, dog ere lige visse, enten Runamocharaktererne ere Runer eller Naturspil. Selv om Hr. W. havde beviist, at det Hele var “keine Hexerei”, men “lauter Natur meine Herren und Damen”, saa havde han ved en luttrende Kritik kun gjort Oldtidsvidenskaben en saare ringe Tjeneste, og naar han fornemmelig deri soger sin litterære Bemyndigelse til at omstode Finn Magnusens og Forchhammers Antagelser om Runamo, at disse kunne have “fordærvelige Folger for Oldtidsvidenskaben”, saa er det at give saavel Runamosporgsmaalet, som sine egne Be- stræbelser en noget vel stor Vigtighed. Thi saavel Brugen af Runer og Binderuner i en hedensk Tid til Besværgelser (Krogesta-Stenen), som at de stundom skreves fra Hoire til Venstre (ofgar runir)*) og det netop, naar de skulde have en magisk-religieus Be- tydning, som Tilfældet skal være med den haraldinske Slange, naar de skulde, som de Gamle kaldte det, hrina a eller bita**), staaer lige fast, enten der er nogen Indskrift paa Runamo eller slet ingen; at det gamle nordiske Sprog, som nu kaldes Islandsk, i Braa- vallaslagets Tid var det herskende Sprog over hele Norden, samt at Nordboernes ældste Vers affaltedes i Stærkodders Versemaalet eller det saakaldte galdralag (Tryllemetrum), der er en Art fornyrfialag (Oldtidsmetrum), er der ingen Grund til at betvivle, selv om Runamoindskriften viste sig at være paa svensk eller dansk og affattet i Sonetter eller Terziner, thi der har man Fddacrne at tye til; ja selv Saxes diplomatiske Noiagtighed og historiske Troværdighed i det Hele vilde være lige usikker, enten hans Beretning i dette enkelte Tilfælde var paalidelig eller ikke (smig. Ws. Piece Pag. 16). Det Eneste Hr. W. allsaa havde udrettet, ved klart at modbevise Finn Magnusens og Forchhammers Anta- *) Jfr. Finn Magnusens: Runamo og Runerne Pag. 335—351. **) Smig. en Artikel af Jac. Chr. Lindberg i Dannehroge for 1841 Nr. 31 — overhovedet er det mærkeligt, at Orientalistorne, som dog fortrinsviis maa have Indsigt i symbolske og theosophiske Mindesmærker, som f. Ex. Olshausen og Lindberg, saa fuldkommen billige Finn Magnusens Forklaring. s

(1) Band
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Blaðsíða 1
(6) Blaðsíða 2
(7) Blaðsíða 3
(8) Blaðsíða 4
(9) Blaðsíða 5
(10) Blaðsíða 6
(11) Blaðsíða 7
(12) Blaðsíða 8
(13) Blaðsíða 9
(14) Blaðsíða 10
(15) Blaðsíða 11
(16) Blaðsíða 12
(17) Saurblað
(18) Saurblað
(19) Band
(20) Band
(21) Kjölur
(22) Framsnið
(23) Kvarði
(24) Litaspjald