9 Kridtstreger, da hans egen tildeels er gjort efter Gibsafstobninger. Nu ere vi færdige med det fdrste Sporgsmaal , og endnu har Hr. J. J. A. Worsane-ikke beviist Noget. Jeg gaaer nu over til II. Sagens palæographiske Side. Da der saaledes idetmindste ikke er usandsynligt, at der paa Runamotrapgang findes kunstige Charakterer, sondrer og fremhæver Naturforskeren disse, og overlader saaledes Pladsen til Palæographen, som nu har at læse de kunstige Tegn og, forsaavidt en Mening er i dem, faae den ud. Og han har læst den, har motiveret sin Læsning og leveret en udforlig Forklaring over hvert enkelt Bogstav. Det Læste staaer i Samklang med Historien og Traditionen, med det gamle Sprog og Versemaal; hvad kan man for- lange Mere? Forklaringen selv er jævn og simpel, endskjondt det, for en Mand med Finn Magnusens Fortrolighed med den gamle nordiske Litteratur, vilde have været saare let at give den et kunstigt dæmonisk og hoitravende Indhold, hvis han, som Hr. J. J. A. Worsaae beskylder ham for, altformeget havde ladet sig beherske af Phantasien. Hvis denne forresten virkelig har havt saameget Raaderum hos Finn Magnusen, hvorfor har han da ikke t. Ex. kunnet læse Hilditdnn for Iliiltekinn (Hyldekinn), Noget mangen Philolog ikke vilde have gjort sig nogen Samvittighed af i Forklaringen af klassiske Au- torer? Hvorfor har hans Phantasi kun formaaet at virke fra Hoire til Venstre, men ikke fra Venstre til Hoire ? hvorfor har han i samfulde ti Maaneder forgjeves grublet over Ind- skriften, indtil han fik det Indfald at læse den i omvendt Retning, — da deehiffrerer han den paa to Timer. Vel er det for enhver Videnskabsmand nødvendigt at have en levende Phan- tasie, og navnlig for Archæologen, der kun ved Combinationer og det undertiden dristige Combinationer, kan komme til tilfredsstillende Resultater; men at Finn Magnusen i dette Tilfælde skulde have gjort sig skyldig i, altfor meget at lade sig paavirke af sin Indbildningskraft, kan jeg idetmindste ikke see nogen Beviser paa. Naar Hr. J. J. A. Worsaae derimod i sin Piece pag. 18, i Anledning af Stedet, hvorigjennem Tropperne for Braavalleslaget skulde være marcherede, fortæller om „de svære morke Skove som for- dum bedækkede Klipperne” i Bleking, saa tillader jeg mig at sporge ham om, hvorfra han har den Viisdom? om det er som Geognost, Mineralog, eller som Archæolog — (thi i begge disse og maaskee endnu flere Egenskaber maa han betragtes) — at han har gjort denne Opdagelse jeg er saa temmelig velbevandret i de gamle Kildeskrifter, men jeg kjender dog intet Sted i nogen af dem, hvor saadanne „svære Skove” omtales. Hr. J. J. A. Worsaae synes, med al sin kritiske Modvillie mod Phantasien, dog ikke at være aldeles fri for her selv at have indrommet den for Meget. Forresten er Striden om Stedet uden al Betydning, og der er sandelig ikke den allerringeste Nødvendighed for Finn Magnusen i at antage, at Hæren skulde drage igjennem den Egn, eller være

(1) Band
(2) Band
(3) Saurblað
(4) Saurblað
(5) Blaðsíða 1
(6) Blaðsíða 2
(7) Blaðsíða 3
(8) Blaðsíða 4
(9) Blaðsíða 5
(10) Blaðsíða 6
(11) Blaðsíða 7
(12) Blaðsíða 8
(13) Blaðsíða 9
(14) Blaðsíða 10
(15) Blaðsíða 11
(16) Blaðsíða 12
(17) Saurblað
(18) Saurblað
(19) Band
(20) Band
(21) Kjölur
(22) Framsnið
(23) Kvarði
(24) Litaspjald